Leise Park

Rejsebilleder

Man kan stå overfor en stor seværdighed, når man mindst venter det.

Den korteste vej fra a og b er en ret linie. Sådan er det alle steder, og Berlin er ingen undtagelse. Vil man fra Prenzlauer Berg i det nordlige Berlin til Friedrichshain Volkspark øst for, er den rette linje den korteste vej, men den har kun byens fugle og hvileløse sjæle adgang til. Huse står i vejen. For den uden vinger går vejen ad en længere takket rute gennem et anonymt kvarter. For enden af ruten vinker Märchenbrunnen, en kanoniseret seværdighed, ifølge guiden et stort anlagt barok-springvand befolket af mytiske figurer med appel til børn og barnlige sjæle.

Nu på vej til Märchenbrunnen og det grønne felt på kortet viser, at der måske kan skydes genvej. Mon ikke der gemmer sig en park eller en kirkegård i mellemrummet og hvorfor ikke tage diagonalen ind gennem det åbne format. Den går sikkert af krumme stier, mellem bede og blomster i træers bløde skygge over til den anden side. Der er åbningen i muren med støbejernslågen, som fører ind i det grønne. Nu indenfor på den anden side; Hvad er det for et sted? – en park, en kirkegård, en legeplads? Ingen af delene eller det hele på en gang? Så meget står klart, at det er et sted, som har været eet og nu er på vej til at blive noget andet, men præcis hvad dette andet er, er ikke til at bestemme. Det grønne breder sig ud over det hele. Det er oppe, nede og midt imellem. Naturen er ved at tage stedet tilbage.

Der til venstre for stien i skyggen af himmelhøje træer er der et sort gravmæle, sat i sten som et græsk tempel med bastante søjler og tempelgavl. Som forventet med tyskklingende navne i guld. Tørt at se på. Og vådt og fugtigt i jorden under det, hvor de jordiske rester må være af de mennesker, som levede her i en fjern fortid. De er født i sidste halvdel af 1800-tallet og døde i det følgende århundrede med undtagelse af kvinden nederst på stenen. Der er kun en fødselsdato. Er hun stadig i live? Og hvad er nu det? Lige overfor gravstedet står et stort klatrestativ og bryder gravfreden. Skal de levende lege, hvor de døde hviler sig, eller hvad de nu gør? Her er ganske vist ingen børn lige nu.

Længere fremme på stien er der mennesker. Først en mor, der kan cykle med sin datter, som endnu ikke kan cykle og den lille cykel der skal cykles på og længere fremme en voksen mand, som skærer i luften med et træsværd. Det er som en dans; han drejer rundt om sig selv, er i sig selv, slår truende og farefuldt ud med arme og sværd for sin egen skyld, kunstens skyld og til ære for kvinden, som står og ser på. De må kende hinanden, og hun kommer ikke i vejen for ham, for det skal man ikke, ligesom han ikke skal afbrydes eller forstyrres. En stor bue må slås for at komme sikkert uden om krigeren frem til gitterporten, som fører ud til den anden side. Den er låst, så meget for genvejen! men det gør ikke så meget. Nej, det gør ikke noget.

Tilbage på stien, som nu brækker til venstre hvor andre gravsten igen kæmper en ulige kamp mod selvsåede træer og fører sælsom dialog med et legehus. Højt græs, blade, mere krat, vildt og uordnet også for den fotograf, der står på stien lidt fremme og tager noget af det ind gennem søgeren, ind i apparatet, ind i sit apparat. Videre ad stien. Nu må ringen da snart være sluttet, og for at det kan ske, slår stien et sidste stort sving, og endnu et gravsted viser sig. Stenen er kilet ind mellem ranke træstammer. Midterpladen med navnene er borte, og der kan ses direkte gennem stenen. En søger i sten! Hvor der før var navne, er der nu et billede, en tilfældig komposition, et landskabsmotiv med uordnede landskabselementer, der er mere synlige nu, hvor de er rammet ind. I forgrunden græs, i mellemgrunden grene og buske, i baggrunden træer og den snoede sti, der forsvinder mellem træer og slutter ringen. Der sker en forskydning, når iagttageren flytter sig. Billedet er det samme og så alligevel ikke. Men her på dette ståsted er der mere balance og her det punkt, hvor kompositionen med et falder til ro. Og nu så meget nærmere gravstenen, træder en tekst pludselig frem, et enkelt ord, lige der på rammens fodstykke, så tydeligt nu, at det kan læses; W – a – r – u – m. Billedet har fået en titel: – Warum! Spørgsmål og svar! Til sidst den tavse lyd af udløseren, og motivet er inde i apparatet.

Leise Park, Berlin 16/10-2016